Lørdagsåbent hos Karvil Biler i Svendborg

Oprettet: 20. september 2016


Kunderne skal kunne købe bil hver eneste dag

Karvil Biler i Svendborg har fra den 24. september nu også åbent om lørdagen og dermed alle ugens dage. Bilforhandlerkædens konstante fokus på optimal service er årsagen til udvidelse af åbningstiderne, for kunderne har nu engang bedst tid og overskud til store beslutninger i weekenden.

”Det kan godt være, at mange har fået kortere arbejdstid, men fritiden er til gengæld mere planlagt og booket end nogensinde. Det er i weekenden, at folk har tid til at se på bil, og for de fleste ligger der en længere proces forud for et køb,” forklarer Michael Knudsen, der er filialchef hos Karvil Biler i Svendborg.

Idéen til at holde lørdagsåbent opstod, da filialchefen tilfældigt var på sit kontor en lørdag og noterede sig, at flere kunder gik forgæves. Karvil Biler har med stor succes gennem hele sommeren holdt åbent om søndagen fra klokken 11-16. Fra den 24. september gælder det samme om lørdagen, og filialchefen er overbevist om, at kunderne vil tage godt imod tiltaget.

Tid til beslutningen om ny bil

”Vi taler 2016, så selvfølgelig skal kunderne kunne købe en bil, når de har fri. Det kan ikke passe, at de skal køre væk fra Svendborg for at se udvalget, når de har tiden til at kigge på bil. Vi er nødt til at fokusere på at holde kunderne i lokalområdet,” pointerer Michael Knudsen, der selv bor i Svendborg.

Karvils filialchef håber, at de øvrige bilforhandlere i Svendborg vil bakke op om tiltaget og også udvide deres åbningstid, så ingen kunder kører forgæves.

”Anskaffelsen af ny bil er en stor beslutning, og det er vores opgave at gøre det til en god og tryg oplevelse. Der er ofte et godt stykke fra ønske til køb, og i starten handler det meget om behovsafdækning. Dét skal der være tid til,” siger filialchefen fra Svendborg som endnu et argument for, hvorfor det skal være muligt at besøge sin bilforhandler alle ugens dage.

Kontakt Karvil Biler i Svendborg

Filialchef Michael Knudsen - Karvil Biler Svendborg - Tlf. 4036 9322 - mk@karvil.dk

>> Karvil Biler i Svendborg